Fremtidssalon Together
Together Festival er skabt i samarbejde med en dedikeret gruppe af frivillige, engagerede unge kunstnere og projektmagere mellem 16-20 år. Sammen har de taget ansvaret for at skabe et to dages kulturprogram på scenen, Owned by Us. Siden har en anden gruppe af unge skabt indholdet til demoen, Fridays for sex, som kræver bedre seksualundervisning på skoleskemaet NU.
Gruppen af unge er forskellige – som mennesker altid er, men de har EN ting til fælles: De har et brændende ønske om at gøre noget for den trivselskrise, vi lige nu ser hos unge – en krise, der blandt andet manifesterer sig ved, at halvdelen af piger mellem 16-24 lider af stress, angst og depression, og ved at 1/3 af unge i 9. Klasse har forsøgt at udøve selvskade.
De har en sag, og gennem kunst, performances og formidling vil de nu komme med nye bud på, hvordan trivselskrisen kan få en ende.
Som deltager i Fremtidssalon Together kan du møde 3 af medlemmerne i Owned by Us, hvem er de og hvorfor har de viet en del af deres liv til Together Festival?
Du kan også møde stifterne af Fremtidsfabrik, Jonas Rygaard og Tanja Hall, som vil give et mere analytisk blik på, hvad der skal til for at mobilisere og engagere unge.
Fremtidssalon afsluttes med en paneldebat om, hvad man kan få ud af at involvere og engagere unge med følgende deltagere:
- Marie Langskov, brand- og partneransvarlig hos Engineer The Future – en organisation, som arbejder for at fremme unges interesse i engineering og den grønne omstilling. Engineer The Future har siden 2021 arbejdet med et ungepanel, der bidrager med udvikling af deres kampagner.
- Mathias Findalen Bickersteth, der er programansvarlig for demokrati og arbejdsmarked hos Tuborgfondet – en fond, der støtter unge og organisationer, der styrker ungdommens muligheder for sammen at udleve deres drømme og handlekraft til gavn for samfundet og dansk erhvervsliv.
- Emilia van Hauen, forfatter og sociolog, vil fortælle om unges sårbarhed og særlige karateristika samt deres behov for at blive involveret.
Fremtidssalon Together henvender sig særligt til: Faggrupper, der arbejder med at forstå unge og ungdomskultur. Organisationer, kommuner, virksomheder, uddannelsesinstitutioner der ønsker at fremme trivsel og bedre miljøer gennem involvering af dem, det hele drejer sig om, nemlig de unge selv.
Om Fremtidssalon
Sted: Den militære og historiske klædefabrik i Hørsholm
Lyngsø Allé 3, 2970 Hørsholm
Dato 23. september kl. 9:30 – 12:30
Maks deltagerantal: 70.
Program
09:30 – 10:00
Morgenmad + get in
10:00 – 10:30
Hvordan engagerer man unge v. Fremtidsfabrik
10:30 – 11:15
Derfor er jeg engageret i Together Festival
- Clara, elev på Aurehøj Gymnasium
- Lucca, elev på Aurehøj Gymnasium
- Gustav, elev på Helsingør Gymnasium
11:15 – 11:30
Pause
11:30 – 12:00
Hvad kan man få ud af at engagere unge?
- Engineer the Future
- TuborgFondet
- Emilie van Hauen
12:00 – 12:30
Frokost
12:30 – 13:00
Efter frokost tilbyder vi en rundvisning på Together Festival samt for de feststemte deltagelse i Owned By Us – demoen, Fridays for Sex.
Emilia van Hauen
Emilia van Hauen er kultursociolog (cand.scient. soc), HD(A), international foredragsholder & TEDx speaker, forfatter til seks bøger, heraf to bestsellere, professionelt bestyrelsesmedlem, kommentator og trendrådgiver.
Hun har specialiseret sig i de unge generationer, køn & diversitet, samt moderne fællesskaber.
Fremtidsfabrik
Fremtidsfabrik har siden 2012 specialiseret sig i viden om unge og ungdomskultur. De arbejder i et felt mellem antropologi, interaktion og kommunikation, og de involverer altid målgruppen. Fremtidsfabrik har vundet en række priser for deres nytænkende måde at involvere unge på, blandt andet Kronprinseparrets ærespris samt Mandag Morgen og KLs innovationspris.
Fremtidsfabrik har udgivet en række publikationer om unge, blandt andet bøgerne “Generation Z, ud af en neondrøm,” “Hackschooling, når Generation Z gør oprør,” samt diverse whitepapers. Desuden står Fremtidsfabrik bag podcasten “Nutidsforskning”, som kortlægger ungdomskultur.
Deltag
Billetter / registrering sker ved at sende en mail til:
goddag@fremtidsfabrik.dk